---

Dag 1
Både Faema og Vodafone-Sportful holdet var mødt spændt op til starten af den fælles træningslejr. De fleste havde aldrig været aldrig været i Grønland før, men Rocky Uno havde heldigvis allerede lovet alle, at han nok skulle guide og fortælle om hvad som helst. Hvad han dog havde glemt at fortælle inden afrejse, var om de kolde vejrforhold her nær Nordpolen, hvorfor især mexicaneren Pancho Calderra og colombianeren Edwin Avilia mødte op iført t-shirt og shorts. De fik sig noget af en overraskelse, og så blev Rocky Uno allerede fra dag 1 upopulær blandt de to latinamerikanere.

Der var dog nogle som var forberedt på kulden og sneen. Med Rocky Uno i spidsen cyklede alle rytterne nemlig samlet af sted mod et lille hotel nær Nuuk på deres udleverede mountainbikes, som skulle blive deres cykel i de næste 5 dage. Den store skepsis ved Grønland som destination for træningslejren var dog stadig intakt, hvorfor Weisse Wenger og Marco di Dario måtte bruge hele turen på at redegøre (gennem vinduet i bilen), hvorfor de var havnet i Grønland. At de to managers fik lov til at sidde i bilen iført to store sweatere gjorde det ikke nemmere at forklare situationen for rytterne.



Da de endelig kom frem til hotellet 45 minutter senere havde utilfredsheden lagt sig, og så var det tid til hygge og afslapning inden 5 hårde dage. Det meste af tiden gik på blær fra Faema-drengene, hvor især belgieren Archibald Haddock gjorde meget ud af at fortælle sin landsmand Maxime Alessi, hvor godt hold han kører på i forhold til Team Vodafone-Sportful, som jo havde haft en nær så god sæson på landevejene. Heldigvis for Maxime kom den nytilkomne Gando Gbana ham til undsætning, da han kunne fortælle om hans egen og dermed det nye Team Vodafone-Sportfuls niveau. Midt i det hele sad den unge Zinno Skibby, fordi han netop er udlejet fra Faema til Vodafone i den kommende sæson. Han blev derfor ved med at hæfte sig ved, at Faema var bedst i S20 men Vodafone-Sportful vil være bedst næste år.

Inden sengetid tog Weisse og Marco ordet, og her troede de fleste at de ville få at vide, hvad der skulle ske de kommende dage. Det sagde de intet om, hvorefter Marcos tidligere to ynglinge fra Faema-holdet, nemlig Jonas J Jørgensen og Ivan Grzybowski næsten nedlagde veto mod at få det at vide. Til gengæld lovede de Marco di Dario, med et smil på læben, at ”du vil få de to bedste ryttere du nogensinde har arbejdet sammen med tilbage, hvis du fortæller hvad der skal ske!” Pludselig ville den tilsyneladende let påvirkelige Dario gerne fortælle hvad der skulle ske, men Weisse fik hurtigt lukket munden på hans nye samarbejdspartner.

Så sov rytterne mens staben fik sig en bajer eller to. De gamle drenge i form af Ivan Grzybowski og Steve Bruges, som vel og mærke havde fået værelse sammen, kunne dog ikke stå for at de gamle fik en enkelt uden dem, så de fik også lov til at deltage. I et par timer kunne Ivan Grzybowski derfor få lov til at fortælle om al den vodka, som man får hjemme i Rusland, mens Steve Bruges havde en masse gode historier at fortælle om de mange gode drukture i Boardman-tiden, som Dario dog advarede mod på det nuværende Vodafone.

Til sidst en liste over værelseskammerater:
Ivan Grzybowski og Steve Bruges
Tom Scott og Haakon Stengel
Shing Long og Gando Gbana
Sam Moses og Valentin Duarte
Frederik Simonsen og Marius Pind
Zian Chang og Johan Rune Ossian
Archibald Haddock - Phillip Grandjean
Zinno Skibby - Dalho Lindalho
Thespe Cialone - Alfred Argo Jr
Alex De Bruin - Mason Miller
Malthe Christensen - Pancho Calderra
Rocky Uno - Jonas J Jørgensen
Alexander Magnussen - Laurent von Buchwald
Edwin Avila - Simon Hansen
Julien Baker - Rex Andersson
Joel Ernamo - Marten Leukes
Rasmus Dijon - Alvaro Santos
Fais Van Rombuy - Remy Lemaire
Luka Zaretsky - Teit Christiansen
Ilario Allegro - Ryan Jackson

---

Dag 3
De mange ryttere var ikke helt tilfredse med nattens søvn på vandrehjem, men det skulle vise sig at blive meget værre. Weisse og Dario kunne nemlig helt fra morgenstunden fortælle, at alle værelseskammerater i dag havde til opgave at bygge en iglo, som de også ville få fornøjelsen lov af at sove i. Ivan Grzybowski og Steve Bruges gjorde dog hurtigt klart, at de ikke mente at det var noget for de to alderspræsidenter, som nødigt skulle få ondt i ryggen eller lignende. Den gik dog ikke. Hver især fik rytterne lov til at pakke deres rygsæk med hvad de mente ville være nødvendigt. Det skulle senere vise sig at have en stor indflydelse. Så på deres mountainbikes kørte rytterne af sted 20 kilometer ind i landet, hvor de kunne få lov til at bygge deres igloer. Dario, Weisse og resten af staben blev dog hjemme på vandrehjemmet; dette blev en tur kun for rytterne.

Endelig ankom de, og her tog den aldrende Frederik Simonsen ordet og udloddede store præmier til de, som byggede de flotteste igloer. Med det samme gik rytterne i gang med at bygge deres igloer, og her kom Ilario Allegro og Ryan Jackson rigtig godt med deres iglo. Det var til stor frustration for alle de andre, som slet ikke vidste, hvordan de skulle gå til opgaven. Rasmus Dijon og Alvaro Santos havde åbenbart aldrig prøvet at bygge noget i sneen før, ingen gang en snemand, så en færdig iglo var ikke i syne. I stedet havde de to drenge rigtig meget sjov ved at forme snebolde og lægge dem på en række i håbet om det kunne blive til en iglo på et tidspunkt. Sjovt var det, da Rocky Uno og Jonas J Jørgensen fór hen til Rasmus og Alvaro, tog deres snebolde og kastede dem alle på dem. Så var deres projekt ligesom ødelagt.



Men selvom Frederik Simonsen havde sat præmier på højkant, så havde han og Marius Pind taget feje kneb i brug – med på ryggen havde de nemlig haft et telt. Så efter de andre havde været i gang i timevis med at bygge igloer, som endnu ikke var i nærheden af at blive færdiggjort, slog de to danskere teltet ud, og så var de klar til at slappe af og sove.



Mørket ramte rytterne, men ingen havde fået lavet deres iglo. En lang, og ikke mindst kold nat, stod foran rytterne. Marius og Frederik var dog allerede gået til køjs, og sat en lås på teltet, så de andre ikke kunne få fornøjelsen af at sove der inde.

Heldigvis dukkede to biler pludselig op i det mørke. Det var Marco og Weisse som kom for at hente ryttere, for de vidste jo godt at de ikke ville være i stand til at bygge en iglo, der var mulig at sove i, på så kort tid. Til stor latter kunne alle rytterne derfor sætte sig op i bilerne og drage hjem til vandrehjemmet, som de fleste pludselig mente havde meget gode senge.

Marius og Frederik blev dog efterladt og fik derfor en nat helt alene i sneen. Gad vide hvad der skal ske med dem.

---

Dag 5
Maxime Alessi havde forsøgt at psyke Fais van Rombuy hele natten. Der var ikke blevet meget søvn til sprinteren, som dog var blevet totalt tændt og opsat på kampen - og det resulterede da også i et pinefuldt nederlag til den unge belgier, som havde spillet sine kort forkert.

Marco di Dario og Weisse Wenger blev dog hurtig trætte af alt det bordtennis (sandsynligvis fordi de ikke fik lov til at spille med), hvorfor rytterne, på trods af en planlagt hviledag, fik en noget hårdere opgave en forventet. Marco og Weisse havde anskaffet sig to af verdens bedste langrendsløbere, så de 42 ryttere ikke kunne få lov til at stå og spille bordtennis hele dagen - til stor skuffelse for koreaneren Zian Chang, som var kommet til semifinalen. Han havde lige glædet sig til at smadre Shing Long ud af banen. Det var vist en meget intens rivalisering mellem de to: "Kampen om Asien", hvor Dalho Lindalho dog var på Shings side som ihærdig tilskuer. Anderledes var holdningen hos JJJ, som Vodafone-holdet også havde vænnet sig til at kalde Jonas J Jørgensen for, for han var allerede begyndt at stå på ski sammen med sin gode ven Ole Einar Bjørndalen. "Nu skal jeg vise jer hvordan man står på ski!".

Hurtigt fandt den danske fighter dog ud af, at der var stor forskel på at stå på ski ned af et bjerg og langrend. Det var opslidende og gik alt for langsomt, syntes han. Holdningen til langrend var dog meget splittet, men da staben fra Faema og Vodafone satte gang i selve langrendsløbet var alle klar. Så kunne man pludselig se vinderinstinktet i drengene. Det var som at se en spurt på Avenue des Champs-Élysées.



Det var en kort rute på 6,7 kilometer, som bød på flere skrappe stigninger og nedkørsler. Belgierbanden, som Rex Anderson Marten Leukes, Archibald Haddock og Maxime Alessi havde døbt sig selv, tog hurtigt fronten og satte tempoet. Der gik dog ikke længe før der gik for meget kaffeklub i den, og Rex råbte til sine unge landsmænd: "Så slapper vi af drengen..nu har vi gjort vores!" - selvom de fleste af de unge belgiere gerne ville fortsætte og give den gas, var respekten for den gamle for stor. Så trods de havde haft fronten, så stoppede de nærmest og satte sig ned bagerst (hvor de fortsatte kaffeklubben). Det var vel og mærke efter kun 450 meter. Det banede dog vejen for Johan Rune Ossian og Alexander Magnussen der tilsyneladende var vant til langrend - de kørte i hvert fald fra alt og alle, og ved depotet efter 3,35 kilometer passerede de uden at tage imod forsyninger. Det var der ikke tid til!

På mellemhånd lå der Malte Christensen, som kunne ane de to skandinavere oppe foran, men han bildte sig selv ind, at han bare skulle fortsætte sit tempo, og så ville han hente dem, når det begyndte at gå op af. Han var jo bjergrytter for fanden! Hvad han havde glemt var, at det var to de to i front også, hvorfor han ikke formåede at hente ind på dem. Resten af feltet kunne slet ikke følge med. De havde valgt Belgier-bandens tempo, og så var der gået kaffeklub i den. Der var dog ingen som kunne finde Steve Bruges, for han havde skudt genvej. Pludselig stod han ved målstregen som den første. 4 minutter efter kom Johan Rune Ossian, som havde taget sejren få centimeter foran Alexander Magnussen. 30 sekunder efter kom Malte, og så gik der 5 minutter før resten af feltet kom. De ærgrede sig godt nok over at de ikke havde fulgt med Steve, da han havde foreslået at skyde genvej. Skuffelsen varede dog ikke længe, for Marco fik hurtigt straffet Steve. Han fik nemlig lov til at stå på ski hjem i stedet for blive kørt hjem - så han nåede alligevel at få lige så meget langrend i benene som de andre.

Hjem kom holdet, undtagen Steve, som stadig var på vej hjem. Han var dog lang tid undervejs, så folk blev pludselig bekymrede for ham. Sandheden var dog, at han blot ikke kunne finde vej.

Bordtennisturneringen skulle til at fortsætte, men Marco og Weisse fik hurtigt sat en stopper for det. Det var sengetid!