---

Dag 5
Maxime Alessi havde forsøgt at psyke Fais van Rombuy hele natten. Der var ikke blevet meget søvn til sprinteren, som dog var blevet totalt tændt og opsat på kampen - og det resulterede da også i et pinefuldt nederlag til den unge belgier, som havde spillet sine kort forkert.

Marco di Dario og Weisse Wenger blev dog hurtig trætte af alt det bordtennis (sandsynligvis fordi de ikke fik lov til at spille med), hvorfor rytterne, på trods af en planlagt hviledag, fik en noget hårdere opgave en forventet. Marco og Weisse havde anskaffet sig to af verdens bedste langrendsløbere, så de 42 ryttere ikke kunne få lov til at stå og spille bordtennis hele dagen - til stor skuffelse for koreaneren Zian Chang, som var kommet til semifinalen. Han havde lige glædet sig til at smadre Shing Long ud af banen. Det var vist en meget intens rivalisering mellem de to: "Kampen om Asien", hvor Dalho Lindalho dog var på Shings side som ihærdig tilskuer. Anderledes var holdningen hos JJJ, som Vodafone-holdet også havde vænnet sig til at kalde Jonas J Jørgensen for, for han var allerede begyndt at stå på ski sammen med sin gode ven Ole Einar Bjørndalen. "Nu skal jeg vise jer hvordan man står på ski!".

Hurtigt fandt den danske fighter dog ud af, at der var stor forskel på at stå på ski ned af et bjerg og langrend. Det var opslidende og gik alt for langsomt, syntes han. Holdningen til langrend var dog meget splittet, men da staben fra Faema og Vodafone satte gang i selve langrendsløbet var alle klar. Så kunne man pludselig se vinderinstinktet i drengene. Det var som at se en spurt på Avenue des Champs-Élysées.



Det var en kort rute på 6,7 kilometer, som bød på flere skrappe stigninger og nedkørsler. Belgierbanden, som Rex Anderson Marten Leukes, Archibald Haddock og Maxime Alessi havde døbt sig selv, tog hurtigt fronten og satte tempoet. Der gik dog ikke længe før der gik for meget kaffeklub i den, og Rex råbte til sine unge landsmænd: "Så slapper vi af drengen..nu har vi gjort vores!" - selvom de fleste af de unge belgiere gerne ville fortsætte og give den gas, var respekten for den gamle for stor. Så trods de havde haft fronten, så stoppede de nærmest og satte sig ned bagerst (hvor de fortsatte kaffeklubben). Det var vel og mærke efter kun 450 meter. Det banede dog vejen for Johan Rune Ossian og Alexander Magnussen der tilsyneladende var vant til langrend - de kørte i hvert fald fra alt og alle, og ved depotet efter 3,35 kilometer passerede de uden at tage imod forsyninger. Det var der ikke tid til!

På mellemhånd lå der Malte Christensen, som kunne ane de to skandinavere oppe foran, men han bildte sig selv ind, at han bare skulle fortsætte sit tempo, og så ville han hente dem, når det begyndte at gå op af. Han var jo bjergrytter for fanden! Hvad han havde glemt var, at det var to de to i front også, hvorfor han ikke formåede at hente ind på dem. Resten af feltet kunne slet ikke følge med. De havde valgt Belgier-bandens tempo, og så var der gået kaffeklub i den. Der var dog ingen som kunne finde Steve Bruges, for han havde skudt genvej. Pludselig stod han ved målstregen som den første. 4 minutter efter kom Johan Rune Ossian, som havde taget sejren få centimeter foran Alexander Magnussen. 30 sekunder efter kom Malte, og så gik der 5 minutter før resten af feltet kom. De ærgrede sig godt nok over at de ikke havde fulgt med Steve, da han havde foreslået at skyde genvej. Skuffelsen varede dog ikke længe, for Marco fik hurtigt straffet Steve. Han fik nemlig lov til at stå på ski hjem i stedet for blive kørt hjem - så han nåede alligevel at få lige så meget langrend i benene som de andre.

Hjem kom holdet, undtagen Steve, som stadig var på vej hjem. Han var dog lang tid undervejs, så folk blev pludselig bekymrede for ham. Sandheden var dog, at han blot ikke kunne finde vej.

Bordtennisturneringen skulle til at fortsætte, men Marco og Weisse fik hurtigt sat en stopper for det. Det var sengetid!